Sex med årene
At tale om sex og udtrykke sine behov i denne retning er ikke noget, man gør uopfordret og da slet ikke når man bliver ældre. Så er det nærmest ikke eksisterende eller også er det pinligt/ulækkert eller uinteressant, at ældre har et sexliv – og det har man da heldigvis.

Sex er ellers blevet helt “kulinarisk” med opskrifter på hvad som helst. Man kan dårlig se et program på TV, uden at se nogle unge nøgne kroppe nyde elskovens leg – ja selv i en reklame for is må der indgå et seksuelt moment, da man åbenbart mener, at kunne sælge flere is, hvis det forbindes med en bestemt afsutning og størrelse – min magnum. Men hvor tit ser man ældre mennesker afbildet i et seksuelt spil – aldrig.

Sex er stadig tabubelagt på ældreområdet. I de fleste undersøgelser om folks seksualitet har man da heller ikke undersøgt særlig mange over 60 år for at finde ud af deres seksualliv og behov for samme. Folk ved i dag meget mere om sex end de selv har afprøvet og selvom man bliver ældre, skal man ikke holde sig tilbage. Livet er til for at bruges. Følelserne, forelskelsen og kærligheden er de samme. Det er bare udenpå, at man er lidt “brugt”.

Lige som alt andet her i livet skal seksuallivet “næres”. Tanken, fantasien og drømmen skal holdes ved lige, for ikke at uddø – ligesom en muskel skal bruges for ikke at blive svag og slap. Musklerne bliver generelt svagere med årene og det gør ens lyst til sex også. Seksualiteten stiger hos kvinden op til 40 årsalderen, så falder den langsomt, mens mandens seksualitet topper ved 18 årsalderen og er her meget større end kvindens, hvorefter den falder. Omkring 40-50 årsalderen ser det ud til at de to køn har nogenlunde samme behov og derefter falder mænds seksualitet mest.

Mænds evne til at opnå en erektion (stiv penis) og fastholde en sådan falder med årene, lige som det tager længere tid at få udløsning. Det har som oftest intet at gøre med lysten til at være sammen med en kvinde. Man regner stort set med at 30-40 % af de 40 årige mænd af og til har problemer med potensen, 40-50 % af de 50 årige og 50-60 % af de 60 årige o.s.v.. Mænd har også med alderen brug for mere kærtegn og berøring af kønsorganerne for at få en erektion. Det er jo som oftest ikke tilfældet i de unge år, hvor manden næsten kan føle sig som konstant parat. Det bedste middel mod impotens er et regelmæssigt sexliv. Enlige mænd har hyppigere problemer med potensen end gifte mænd, der får regelmæssig sex.

Ny forskning af fysioterapeut Grace Dorey har vist at specielle bækkenbundsøvelser kan bedre potensen  : Se dette under : Manden og hans bækkenbund.

Der findes også en del hjælpemidler. En vacumpumpe, der placeres over en slap penis kan få blodfylden ud i penis og når den rette størrelse er opnået sættes en lille gummiring (pubisring) om roden af penis. En sådan pubisring kan også være løsningen til en mand, der har problemer med at holde en erektion.

Fra medicinalindustrien er der også hjælp at hente. Der findes midler man sprøjter ind i penis med en meget lille, tynd, fin nål. Et af dem hedder Cavaject. Et andet middel er  piller somviagra, cialis eller levitra. Det er en små dyre piller, man tager før et samleje. De virker kun, hvis man har lyst til sex. Cavaject,  og vacumpumpen virker uafhængig af lystfornemmelsen.

Man skal lige huske på, at der er meget andet, der hører med til et godt sexliv. Kys og kærtegn overalt på kroppen er nok noget af det allervigtigste for at godt sexliv. En elendig elsker, der er impotent bliver ikke en bedre elsker bare fordi lemmet er stift. Han er stadig en elendig elsker – bare med stiv penis.

Føler man, at der er behov for hjælp i seksuallivet er det meget vigtigt, at man taler om problemerne. Så kan man ved fælles hjælp finde den bedste løsning. At gå over i den grøft, hvor man totalt undgår hinanden er en dårlig løsning. Seksuel aktivitet tilfredsstiller mange andre behov – f. eks. behovet for berøring. Man kan også lide af “hudsult” når berøringen tages fra os.

Ens læge kan være til stor hjælp til at løse op for problemerne og enkelte par kan have glæde af at tale med en sexolog.

For kvindens vedkommende kan man med alderen få problemer med fugtigheden i skeden/ lubrikationen. D.v.s. at man har svært ved at blive fugtig under seksuel ophidselse og så kan det gøre ondt at have samleje. Slimhinden i skeden og urinrøret bliver simpelthen tyndere, når menstruationen og østrogen produktionen ophører.

Til at gøre skeden mere fugtig under samleje kan man bruge eksplorationscreme/vandbaseret glidecreme, der kan købes på apoteket. Olier af alle slags kan også bruges. Mandelolien er dog lugtfri, så den er de fleste glade for. Der findes også receptpligtig medicin til lokaløstrogen til behandling af skeden. Man skal ikke være så hormonforskrækket. Disse midler indeholder kun en meget lille mængde østrogen. Når slimhinden i skeden en tyk nok, kan der ikke optages mere hormon. Derved kan man ikke få for meget østrogen. Disse pille hedder vagifem eller ovestin. De indsættes  2 x om ugen i skeden med et lille indføringshylser. Der findes også en østrogen gummiring- estring- til at sætte på i skeden. Den skiftes ud efter 3 måneder. Nogle kvinder gør det selv, andre får lægen til at udskifte ringen. Det er ikke svært med mindre man er meget kraftig og ikke selv kan nå sin skede.

For enkelte ældre kvinder (ca. 20 %) uden regelmæssig sexliv kan der ske at skeden skrumper ind på grund af inaktivitet. Den bliver simpelthen for lille til at rumme en penis eller finger. Dette “enkesyndrom” opdages måske først, hvis man får en ny partner, der er potent. Ønsker man at dette skal være anderledes, må man op til lægen og få en snak om udblokning og eller hormonbehandling. Der findes stave i forskellig tykkelse, man kan låne/købe til at øge skedens omfang.

Visse aldersbetingede sygdomme og medicinsk behandling kan have stor indvirkning på ens seksualliv. Sukkersyge, forhøjet blodtryk, angina pectoris, åreforkalkning og neurologiske sygdomme som halvsidig lammelse og parkinson kan alle ramme evnen til erektion/lubrikation og udløsningen/orgasmen. Også operationer f. eks fjernelse af livmoderen, kræft i underlivet eller brystkræft og kræft i prostata kan ødelægge ens sexliv. Det ødelægger måske ens opfattelse af hvad der er normalt og god sex. Det tager måske muligheden fra en til at være, det man selv synes er normalt – men det ødelægger ikke seksualiteten. Man må forsøge at være lidt alternativ og lære at nyde sex på en anden og ny måde.

Man kan sagtens leve et godt og dejligt liv uden sex – men man behøver ikke at nøjes med ingenting, bare fordi man er blevet ældre og potensen ikke lige er hvad den har været og brysterne ikke lige hænger, der hvor de kom fra.

Forelskelse, kærlighed, sex og samhørighed kender ingen aldersgrænse – så tag den og nyd den på jeres vilkår, for følelserne er de samme.

Birthe Bonde

Fysioterapeut, uroterapeut og sexolog ©