Blæretræning

Der kan være 2 årsager til at starte en blæretræning:

Den nervøse blære
Vil blæren tømmes hele tiden og er mængden af urin lille (under 2 dl ved hver vandladning), er det en god ide at starte blæretræning. Dette skal øge mængden (volumen) af urin i blæren og nedsætte hyppigheden af vandladninger.
Selskabsblæren
Vil blæren tømmes sjældent og er mængden af urin stor (6-10 dl ved hver vandladning), er det også en god ide at starte blæretræning. Dette vil normalisere blæren, så blæremusklen bliver bedre til at tømme blæren. Dette er vigtigt for at undgå blærebetændelser og overløbsinkontinens.
Hvordan arbejder blæren ?

Når blæren begynder at blive fuld, ca. ved 2,5-3 dl, sender blærevæggen signal om, at den snart vil tømmes. Lidt senere sender blærevæggen besked om, at den vil tømmes nu. Man har så to muligheder for at stoppe, at vand-ladningen går i gang.

For det første kan man sende hæmmeimpulser fra hjernen ned til blærevæggen. Dette gøres lettest ved at tænke på alt andet end vandladning og ønsket om at lade vandet – kort sagt, få flyttet tankerne over på noget, der optager eller interessere én meget. For det andet kan man hæmme blæren ved at knibe sammen i bækkenbunden. Dette knib skal være kraftigt og vare omkring 15-20 sek. Så slapper blærevæggen af og tillader at blæren fyldes med noget mere urin.

Hæmmer man blæren for tit får man en selskabsblære. Denne tømmes dårligt og der vil blive noget urin tilbage i blæren. Med tiden kan man helt ødelægge blæremuskelen, så der kommer små udposninger i blærevæggen.

Blæren har det allerbedst med at tømme sig regelmæssigt. Om morgenen med 5-6 dl i sig og resten af dagen med 2,5-3 dl i sig. (mål med et gennemsigtigt dl-mål fra isenkræmmeren). Drikker man 1½ -2 l om dagen(alt; lige fra kaffe, te, saft og vand) skal man lade vandet 5-6 gange i løbet af et døgn, ca. hver 3.-5. vågen time og måske en gang om natten, når man er lidt ældre.

Blæretræning – hvordan ?

Skriv tidspunkt ned for hver vandladning og mål hvor stor vandladningen er (i dl).
Ved den nervøse blære kommer trangen igen og igen. Forsøg at tænke tørt. Det vil sige; bevidst at flytte tankerne fra vandladning til noget andet og knib så kraftigt sammen i bækkenbunden (spænd ikke mave-musklerne). Prøv dette, så intervallerne mellem vandladningerne nærmer sig ca. 3 timer. I starten kan man bare forsøge at strække det 5 min., så 10 min. o.s.v., til man når op på 3 timer mellem hver vandladning.

Dette glæder også hvis blæren er for sløv og “selskabsagtig”. Her skal man prøve at øge antallet af vandladninger, så intervallet mellem dem også bliver ca. 3 timer.

Bliv glad for alle de gange, det lykkes og glem de gange, det mislykkes. Det kan godt tage 2-3 måneder at få en blære normaliseret.

Tøm blæren

Det er vigtigt at blæren tømmes ved hver vandladning.

Man skal sætte sig helt ned på toilettet med god støtte til lårene og fødderne skal nå gulvet eller en skammel,
Man skal give sig god tid til vandladningen. Lad være med at presse samtidig med vandladningen,
Når vandladningen er stoppet, kniber man sammen i bækkenbunden. Rejser sig evt. op, går lidt rundt, sætter sig ned igen, forsøger at lade vandet igen. Denne procedure kan evt. gentages.
Overholdes alle disse råd tømmes blæren bedre. Trangen kommer ikke så hurtig igen og blærebetændelser undgåes, ved at sørge for at blæren bliver tom.

Birthe Bonde
Fysioterapeut, uroterapeut og sexolog ©

Vandladningsskema kan fåes ved at indsende frankeret konvolut (50 g brev) med navn og adresse.